Arver dit adoptivbarn dig? - TestaViva

Adoptioner fra 1.10.1972 og frem

Er barnet adopteret efter 30.09.1972, er der tale om en fuldstændig optagelse i familien. Det betyder, at adoptivbarnet har samme vilkår som et biologisk barn. Adoptivbarnet har derfor ikke længere krav på arv efter sine biologiske forældre.

Adoptioner fra 1.1.1957 til 30.09.1972

Er barnet adopteret i perioden 1.1.1957 til 30.09.1972, er der almindeligvis også tale om en fuldstændig optagelse i familien, og barnet arver på samme vilkår som et biologisk barn. Vær opmærksom på, at der i adoptionsbevillingen kan være indsat en bestemmelse om, at adoptivbarnet skal bevare sin arveret efter sin biologiske slægt. Kontakt en advokat i dette tilfælde, hvis du ønsker at vide mere.

Adoptioner før 1.1.1957, men efter 1923

Er barnet adopteret før 1.1.1957, men efter 1923, arver barnet både sine biologiske forældre og adoptivforældrene, men barnet arver ikke adoptivforældrenes øvrige slægt. I denne periode kunne adoptivforældre tage testationsforbehold, hvilket vil sige, at adoptivbarnet kunne gøres arveløst, hvis dets adoptivforældre ønskede det.

Hvis du har adopteret et barn før 1957, kan du ansøge Civilretsdirektoratet om, at adoptionen bliver tillagt arveretlige retsvirkninger, som gælder efter dette tidspunkt. Det vil sige, at I har mulighed for at blive stillet, som havde man adopteret barnet efter 1.10.1972. I skal sende ansøgningen til Familieretshuset, hvor jeres adopterede barn bor. I ansøgningen skal i angive om barnet har kontakt til sine biologiske forældre efter adoptionen, mv.