Kan testamentet erklæres ugyldigt? - TestaViva

Brevkassespørgsmål

Hej. Min kone og jeg har af flere omgang snakket om hvorvidt man bare selv kan lave sit testamente. Jeg har hørt andre sige, at man ikke behøver at få en advokat eller jurist til at lave det, men at man bare selv kan skrive det og underskrive det efter. Er det rigtig?

Svar fra juristen

Hej,

Det er sandt, at man ikke behøver en advokat eller jurist til at udarbejde ens testamente – men det er nu altid godt alligevel at lave det via jurist/advokat eller et system som TestaViva. Det skyldes, at man hurtigt kan komme til at lave bestemmelser i testamentet, der er i strid med arveloven. Det kan medføre, at hele testamentet bliver tilsidesat. Når I opretter et testamente hos os, sikrer vi, at alle regler bliver overholdt.

Flere faktorer kan medføre, at et testamente kan erklæres ugyldigt. Jeg vil her komme ind på nogle forhold, der kan medføre ugyldighed:

Er reglerne vedr. oprettelsen ikke overholdt, kan det medføre, at testamentet bliver erklæret ugyldigt. TestaViva sikrer, at fremgangsmåden bliver overholdt. Du bliver informeret om, hvordan du gør testamentet juridisk gyldigt, og dermed vil der ikke blive tale om ugyldighedsregler på denne bekostning. Skulle der ved testamentets oprettelse ikke være blevet overholdt regler i forhold til vidner eller notar, kan det være ugyldigt, hvis der rejses indsigelse imod det.

Et testamente, som blot er nedskrevet og derefter underskrevet, men som ikke er oprettet eller vedkendt for en notar eller to testamentevidner eller er et nødtestamente (hvor testator ved oprettelsen befandt sig i en nødsituation, som forhindrede ham eller hende i at oprette testamente for notar eller to vidner), vil ikke have overholdt kravene i loven til et testamente. Et sådant testamente vil kun kunne blive lagt til grund, hvis der ikke rejses indsigelser mod gyldigheden.

For det andet kan testamentet erklæres ugyldigt, hvis testator ved oprettelsen ikke var fyldt 18 år og ikke havde indgået ægteskab.

For det tredje kan testamentet erklæres ugyldigt, hvis testator ved oprettelsen på grund af sindssygdom, åndssvaghed, forbigående sindsforvirring eller lignende tilstand manglede evnen til fornuftsmæssigt at råde over sine ejendele.

Denne regel vil også kunne ramme testamenter oprettet af personer, som på grund af alder, er blevet senile. Man gør derfor altid klogt i at oprette sit testamentet på et tidspunkt, hvor man fortsat er ved sit fornufts fulde brug.

For det fjerde kan testamentet erklæres ugyldigt, hvis det er fremkaldt ved tvang, svig eller anden utilbørlig påvirkning eller ved misbrug af testators enfoldighed, svaghedstilstand eller afhængighed, eller hvis testator ved oprettelsen befandt sig i en vildfarelse, der var afgørende for den testamentariske bestemmelse.

For det femte kan testamentet erklæres ugyldigt, hvis det går ud på en anvendelse eller tilintetgørelse af efterladenskaberne, som åbenbart savner fornuftig mening, eller hvis indholdet er i strid med lov og ærbarhed.

For det sjette kan testamentet erklæres delvist ugyldigt, hvis det er oprettet i strid med tvangsarvereglerne. TestaViva sikrer, at alle regler omkring tvangsarv overholdes.

I langt de fleste tilfælde, som jeg her har nævnt, bliver testamentet ikke automatisk erklæret ugyldigt. Der skal rejses en indsigelse mod testamentet fra en person, som vil arve eller få sin arveret forøget, hvis testamentet erklæres ugyldigt.

Jeg håber, at det besvarede jeres spørgsmål – ellers er I meget velkommen til at kontakte os igen.